Hvordan kan verden eksistere, hvis man ikke har set den?

Henning Haslund Christensen skriver om sin onkel, at han på sine gamle dage tændte sig en god cigar, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Så kørte han en indre film, mens han fortalte om alle de steder i verden, han havde set.
Det er vel ikke så dårligt, hvis man på sine gamle og skrøbelige dage kan tænke tilbage på alle de steder, man har set og været.
Hvad er Grønland, hvis man ikke har oplevet 36 tindrende frostgrader i Uummannaq, midnatssolen over Thule, tågen på østkysten, sommeren i Scoresbysund, julen i Christianshaab, klappet en slædehund eller skudt efter en sæl. På researchrejser, på foredragsrejser i landet, som rejseleder og helt privat har jeg set store dele af landet. Rejserne har både været forberedelser til bøgerne og eftervirkninger af dem.
Et tordenvejr skal opleves på Mongoliets stepper, hvor nætterne er sorte som fløjl, sletten dufter af vild timian, og folk kan ride. Der er hårdføre mennesker, som giver meget og selv tager imod lidt, men til gengæld ejer evigheden.
Man skal have se Fusijama for at forstå Johs. V. Jensen og synet af solopgangen bag Himalayas sneklædte tinder for at forstå, at der skal være steder tilbage, hvor man ikke kommer.
Prøv at se en albatros glide gennem luften eller hør stilheden i Milford Sound på New Zealand, træd i en frisk bjørnelort i Alaska eller mød en elg i den årle morgen dybt i de svenske skove. Spis vindruer i Samarkand, kør med den transsibiriske jernbane eller svøm blandt småfisk i Caribien. Et glas rødvin i Paris eller grappa i Rom, ski i alperne, pubber og gademusik i Irland. Er der noget i vejen med storme ved Vesterhavet eller kanoture på Susåen.
Jeg har skrevet om det, jeg har holdt foredrag om det, men det bedste er det, der venter. Jeg har været mange steder, oplevet meget mere og ved, at der er steder, jeg ikke kommer – men jeg gør, hvad jeg kan.